Børn

Klar, parat, skolestart

Starter dit barn eller barnebarn snart i skole? Ifølge Psykolog Inge Schoug Larsen, kan man lette overgangen til skolen ved at læse bøger sammen. Læsningen træner evnen til at sidde stille, lytte, fokusere og fordybe sig – og så er det smadderhyggeligt!

Af Kira

På bibliotekernes tilbud: laesesporet.dk/klar-parat-skolestart" kan I finde inspiration til skolestartsbøger, I kan læse derhjemme, og få tips til de gode samtaler om skoledagen.

At starte i skole er en vigtig milepæl i et barns liv. For mange børn er det både spændende og lidt overvældende. Ifølge psykolog Inge Schoug Larsen, der i mere end 15 år har fulgt børns overgang til skolen, er det vigtigt ikke at gøre skolestarten for stor.

Når forventningerne bliver meget høje, kan barnet føle et pres for at være anderledes eller kunne mere, end det kan. I stedet handler det om gradvist at give barnet erfaringer med nogle af de kompetencer, som skolen kræver – i et trygt tempo.

Her spiller fælles læsning en helt særlig rolle. Når man læser bøger sammen, øver barnet sig i at lytte, koncentrere sig og fordybe sig – præcis de kompetencer, som også bliver vigtige i skolehverdagen. Samtidig sker det i et trygt rum, hvor barnet kan spørge, kommentere og være nysgerrig uden at skulle præstere

På biblioteket står vi klar til at hjælpe jer med at finde de helt rigtige bøger – uanset om I leder efter historier om skolestart, venskaber, følelser eller bare noget, der er sjovt at læse sammen. For nogle gange er det netop en god historie, der gør det nye lidt mindre – og modet lidt større. God skolestart! ✏️🎒📚